Information og debat 4:

 

Daglig leder af Kongegaarden.

Kongegaardsfonden har efter ansøgning ansat Dan Mølgaard Pedersen som daglig leder af Kongegaarden fra den 1. juni 2010 at regne.

 

Slagelse Kommune, udvalget for Kultur og Fritid, har været ansvarlig for de praktiske procedurer ved ansættelsen, hvor mere end 40 havde søgt stillingen. Foreningen Kongegaarden, Kongegaardsfonden samt kultur- og fritidschef Susanne Docherty var enige om at tilbyde Dan Mølgaard Pedersen stillingen.

 

Dan Mølgaard Pedersen har en BA i Kunsthistorie fra Københavns Universitet (1993), har gennemgået den Nordiske Museumslederuddannelse (2005) og blev Cand. Mag. i Kunsthistorie fra Københavns Universitet (2009).

 

Han har ledererfaring som Forstander på Kunsthøjskolen Thorstedlund ved Frederikssund (2005-2010) og som daglig leder af Grønbechs Gård, Kunsthåndværkets Hus i Hasle (2002-2005).

 

Dan Mølgaard har desuden været ansat som formidler på Oluf Høst Museet i Gudhjem (1999), som driftschef på Arken (1996-98) og som formidler på Statens Museum for Kunst.

 

I sin ansøgning skriver han blandt andet:

Jeg har en stor kontaktflade til kunsthåndværkere, billedkunstnere, kulturformidlere og

–arrangører, poeter og musikere. Som ansat ved Kongegaarden kan jeg derfor ikke blot bidrage med min konkrete arbejdskraft, - jeg har tillige et stort, bredt og relevant netværk, der kan komme i spil i den fortsatte udvikling af kulturcenteret i Korsør.

 

Kongegaardsfonden og Foreningen Kongegaarden byder Dan Mølgaard Pedersen velkommen til Korsør i almindelighed og til Kongegaarden i særdeleshed. Vi ser frem til et frugtbart samarbejde om at videreudvikle Rasmus Langelands hus til et aktivt regionalt center for billedkunst og musik.