Udstilling i Det Blå Rum – lørdag den 29. september – Birgitte Dinesen

Snigpremiere og foredrag af Birgitte Dinesen i Kongegaarden

Kongegaarden udstiller i hele oktober måned værker af Birgitte Dinesen, som til dagligt driver Kragerup Gods ved Ruds-Vedby. Foruden at være godsejer af 8. generation er Birgitte Dinesen også kammerdame, hofjægermester og kunstmaler.

Birgitte brænder for sin kunst og har siden hun begyndte sin kunstnerkarriere, deltaget i mange kurser og lært flere spændende teknikker. Som kunstner anvender hun forskellige materialer og fremstiller selv det papir, som benyttes i hendes collagemalerier. Hun maler med varm voks og anvender ofte en blandforms teknik, som er baseret på akryl, bejdse og tryk. Naturen omkring hende inspirerer meget, især ”det smukke forfald” samt ”de skæve indfald”, som kan spores i værkerne.

Birgitte Dinesen har været vidt omkring. Hun har gået på pigekostskole i England, rejst rundt i Australien samt Amerika og arbejdet i 2 år i Sydafrika. Især er hun præget af Afrika, som hendes kendte slægtning Karen Blixen også blev det. Hos Birgitte Dinesens ses det både i de brændte farver samt i flere af motiverne.

Hendes start i kunstens verden, fik hun under sin uddannelse ved at deltage i udviklingen af det berømte jagtstel, sammen med Mads Stage. I løbet af 90erne etablerede hun Danmarks største strudsefarm og gav sig her i lag med at male på strudseæg … den spæde start på et kunstnerisk virke.

Birgitte Dinesen har udstillet i flere kunstforeninger og gallerier.

Nu kommer hun til Kongegaarden i oktober måned, og skulle være en af udstillerne i ”Det Blå Rum”. Dog har Kongegaarden tilbudt kunstneren Galleriet i stedet, rum som Kunstneren sagtens kan fylde ud.

Snigpremierer

Der afholdes snigpremier lørdag den 29. september kl. 14, hvor Birgitte Dinesen holder foredrag i koncertsalen. Herefter bydes på et glas vin, når udstillingen åbnes i galleriet.

Billetter til arrangementet er 50 kr. og kan købes på Kongegaarden, på info@kongegaarden.dk eller reserveres på tlf. 58377890.

Så har du lyst til at høre om Birgitte Dinesens spændende liv, og godsfruens vej fra hendes opvækst på godset til, at hun springer ud som kunstner så byder lejligheden sig den 29. september 2018 i Kongegaarden.

Udstillingen varer hele oktober måned. Åbent alle dage fra 11til 16 .                  Lukket mandag, fri entre. www.kongegaarden.dk