Korsør Koncerternes Julekoncert

Søndag 8. december kl. 15:00 afholder Korsør Koncerterne årets sidste koncert, den festlige julekoncert med skuespiller og operasanger Joachim Knop og hans norskfødte hustru, operasanger ved Det Kgl. Teater Tuva Semmingsen, akkompagneret af pianisten Jacob Beck.

Den kendte danske bariton Joachim Knop har med sin karismatiske udstråling og sit store skuespillertalent formået at slå sit navn fast i alle kroge af Danmark. Han favner både operafagets store klassiske roller og musicalgenren og er desuden en fremragende skuespiller. Joachim Knop afsluttede sin uddannelse som operasanger i 2000 på Operaakademiet, men det blev hurtigt klart, at hans talent kunne bruges i mange forskellige sammenhænge, f.eks. i en lang række film og TV-serier, hvoraf rollerne i ”Min søsters børn” og ”Anja og Victor” er blandt de allermest populære.

Den norskfødte mezzosopran og koleraturspecialist Tuva Semmingsen er uddannet på  den Norske Musikhøgskole og fra Operaakademiet i København,  hvor hun mødte sin senere mand Joachim Knop. Hun indgår i operaensemblet på Det Kgl. Teater, men har også sunget en lang række operapartier i England, Norge og Sverige.

Jacob Beck er kendt som en usædvanlig underholdende pianist. Fynboen har optrådt som solist, kammermusiker og akkompagnatør og har i de senere år navnlig fokuseret på samarbejdet med forskellige operasangere og er desuden en hyppigt anvendt morsom og elegant konferencier ved koncerter.

Julekoncerten på Kongegaarden har været totalt udsolgt i flere måneder.