Nytårskoncert den 20. januar kl. 15.00

Nytårskoncert med Con Sordino

Festlig nytårskoncert på Kongegaarden

Søndag 20. Januar kl. 15:00 siger   Korsør Koncerterne  ”Godt Nytår” med årets  populære nytårskoncert i Kongegaardens koncertsal.

Det har ikke været muligt  i år at få Copenhagen Phil til Korsør, men i stedet har foreningen  engageret den festlige  salonkvartet ”Con Sordino”, som består af  musikere fra Odense Symfoniorkester, violinisten Carl Sjöberg, cellisten Søren Friis, pianisten  Inke Kessler og  kontrabassisten Poul Find. Som solist har de med sig sopranen Lise Bech Bendix.

”Con Sordino” har ud over deres virke som symfonimusikere  fra 1987 med stor glæde og entusiasme spillet koncertmusik i den mere populære genre: valse og  operettetoner, lettere klassisk musik, wienermusik, tango, czardas etc. Vi har tidligere ved flere lejligheder  haft dem i Kongegaardens koncertsal med stor succes.

 Lise Bech Bendixen  er også baseret på Fyn og er solistuddannet fra  Det Jyske Musikkonservatorium, ligesom hun forud for solistuddannelsen har en kandidatgrad fra Det. Kgl. Danske Musikkonservatorium  som klassisk sanger og sangpædagog. Hun har en meget bred karriere, bl.a. indenfor Opera, Operette og  Musicals  og som 1. sopran i Danmarks Radios internationalt højt profilerede Koncertkor. Senest var hun i december sopransolist i Bach’s juleoratorium i Holmens Kirke i København. Lise er  en ofte benyttet solist, når Københavns Bachkor opfører de store oratorier og  virker også som sangpædagog.

Billetter til denne festlige nytårskoncert købes via et link til Place2Book på Kongegaardens hjemmeside www.kongegaarden.dk  og koster kun 150 Kr. og 100 Kr. for foreningen Korsør Koncerternes medlemmer.